|
Fredsskat
Er det en menneskeret at nægte at betale andre for
at slå ihjel?
Af Geo Horn -
december 2003
Vi må alle forholde os til os selv, vore nærmeste, arbejdsplads,
samfund, nation, globalisering (internationale- og multikulturelle
forhold) og biosfæren.
Denne forholden forløber efter to vidt forskellige modeller:
dominansmodellen og partnerskabsmodellen.
Dominansmodellen eller herskerkulturen er hierarkisk og autoritær og
kontrollerer ved hjælp af skyld, frygt og magt.
Det er OS og DE ANDRE, og hvis de andre bliver vore fjender, skal de
besejres eller ødelægges.
Man kunne have håbet, at verden efter den kolde krig var kommet på
bedre tanker og havde indset herskerkulturens fallit og var slået
ind på partnerskabsmodellen, hvor det personlige forhold til de syv
essentielle livsområder fra indledningen forløber på en helt anden
konstruktiv måde. Det skete desværre ikke.
Efter 2. verdenskrig fik vi også et fredshåb. Også den gang valgte
vi forkert. I l948 begyndte et våbenkapløb, der siden har forbrugt
tusinder af milliarder af dollars, uden vi har fået mere fred og
sikkerhed.
Herskerkulturen i øst og vest lovede ellers med de ultimative våben
at skaffe os ultimativ sikkerhed. Vi blev snydt. Nu er krigen mod
terror i fuld gang. Det er os mod de andre. Igen bliver vi snydt.
Herskerkulturen bruger stadig astronomiske summer destruktivt. Det
kræver menneskeliv og penge.
Skatten er krigskompleksets hovedkilde.
Den er det led, der forbinder vores daglige arbejde og
krigsopbygningen. En anden vigtig kilde er investeringer – især fra
pensionskasser. Ønsket om en sikker alderdom giver risiko for en
usikker dagligdag.
Militærskat er økonomisk mandat til staten til at planlægge,
forberede og udkæmpe krig. Det bringer mennesker i en alvorlig
samvittighedskonflikt. Af den udspringer tre vigtige spørgsmål:
Er det en menneskeret at nægte at slå ihjel?
Er det en menneskeret at nægte at lære andre at slå ihjel?
Er det en menneskeret at nægte at betale andre for at slå ihjel?
Drab ved stedfortræder fritager ikke den passive borger for skyld.
Vi står med et etisk problem om skyld og ansvar. Hos dem, der bruger
våbnene. Dem, der betaler for dem. Dem, der producerer dem, og dem,
der investerer i våbnene.
I dag har vi i princippet lov til at forkaste krig, men samtidig
tvinges vi til at gøre krigen mulig med økonomiske midler.
Traditionen siger, der er en pligt til at betale til
forsvaret/krigen.
Hvorfor er der ikke en pligt til at betale til freden? Jamen, den
skaffer forsvaret jo! Gør det? Al menneskelig erfaring viser det
modsatte. Især i disse tider behøver vi ikke lede efter eksempler.
I et demokrati bør et mindretal ikke stilles over for en
samvittighedskonflikt, der kun kan løses ved at bryde loven. Vi har
samvittighedsfrihed. Vi har ytringsfrihed og religionsfrihed. Vi har
retten til at nægte at slå ihjel. Vi kan blive militærnægtere.
Militærnægtelse er et første skridt på vejen. Men militærnægteren
betaler stadig andre for at gøre det, han ikke selv vil.
Dertil kommer, at nægtelse af militærtjeneste i stigende grad bliver
irrelevant, fordi den moderne krig mere har brug for smart isenkram
end for soldater, og de soldater man får vil være professionelle
soldater.
Det må høre til en persons frihed at kunne nægte at acceptere og at
samarbejde med henblik på den største af alle forbrydelser, krigen.
Samvittighedskonflikten kan løses ved at indføre en fredsskat. Det
er ikke skattenægtelse. Det er skatteomlægning.
Skatteborgeren oplyser på selvangivelsen, at vedkommende ønsker, at
det beløb, der normalt ville gå til militæret, i stedet går til en
fredsfond, der så anvender pengene til positive og kreative formål
(partnerskabskultur) i stedet for til herskerkulturens negative og
destruktive formål.
Ved hjælp af lovgivning om fredsskat kan man på demokratisk vis
fremme fred og udvikling.
Borgeren får selv indflydelse på pengenes anvendelse, hvilket er i
god overensstemmelse med den herskende ideologi. Målet for Anders
Fogh Rasmussens regering er at skabe større, individuel valgfrihed
inden for den offentlige sektor.
Regeringen ønsker, at folk skal have frihed til selv at vælge
sygehus, læge, børnehave, skole, hjemmehjælp, plejehjem,
fagforeningsmedlemskab og pensionsopsparing.
Ingen af de områder kan etisk eller moralsk sammenlignes med valget
vedrørende drab ved stedfortræder. Krig er et essentielt problem,
der berører fundamentale rettigheder i samfundet.
Det handler om livet, menneskets værdighed og legaliteten. Politik
skal respektere borgerne og kæmpe for borgernes bedste og ikke for
særinteresser.
Dem, der føler de har brug for et militært system, kommer selv til
at betale for det – i modsæt-ning til nu, hvor skatteunddragelser
oftest findes hos forsvarstilhængerne (bl.a. de multinationale).
Man bør også tænke på, at penge der investeres i civile formål giver
større samfundsmæssig udbytte end de, der investeres i militære
formål (FN rapport fra 1980erne).
En fredsskat er et ja til fred, retfærd og udvikling. Den er en
etisk investering og på linje med militærnægtelse. Den er et bidrag
til FNs 10-år viet til „Fredskultur og ikke-vold for verdens børn“ –
og til alle menneskerettighedserklæringer og -konventioner.
Fredsskat er udtryk for social ansvarlighed parret med ønsket om
fuldt ud at deltage i samfundets fredelige udvikling.
Den er en demokratisk nyskabelse til støtte for international
retsorden og demokrati, samt forsvar for menneskers frihed og
samvittighed.
Fredsskat er solidaritetsarbejde og et indlæg fra
partnerskabskulturen mod herskerkulturen.
Parlamenterne i otte lande er blevet præsenteret for forslag om lov
om fredsskat: Australien, Tyskland, Italien, Nederlandene, Norge,
Storbritannien og USA.
Der er kampagner for fredsskat eller militærskattenægtelse i 17
lande. Bag dem står bevægelser, der benytter ikkevoldelig, civil
ulydighed med det formål at forhindre, at krigssystemet får penge.
Danmark har de sidste 13 år haft en privat Fredsskattefond med
frivillige bidrag fra enkeltpersoner.
Den første indvending mod fredsskatten er, at det ikke kan lade sig
gøre. Men det passer ikke. Der er præcedens.
Der er kirkeskatten, hvor man direkte slipper for en del af skatten,
der ellers går til kirken. Der er DIS-ordningen (sømandsskat), hvor
skibsredere af konkurrencegrunde slipper for en del af skatten.
Lønmodtagerne har siden l990 haft ret til at nægte at arbejde med
produktion af krigsmateriel (liv, ære og velfærd-paragraffen).
Og så er der den civile værnepligt, militærnægterordningen.
Det er således praktisk muligt med valgfrihed og omdirigering af
skat. Eksemplerne viser samtidig, at der er en sammenhæng mellem en
bestemt indkomst og udgift på statsbudgettet, hvilket er en anden
indvending. Regeringer har altid indkrævet skatter til særlige
formål. Her føler nogle få eksempler.
Svejts har en national forsvarsskat, som fik nyt navn i 1983:
direkte forbundsskat. Er man mellem 20 og 50 år (visse undtagelser)
og ude af stand til militærtjeneste, så skal man betale en særlig
skat.
I 8 ud af 10 af Canadas provinser kan skatteyderne vælge at betale
deres skoleskat enten til religiøse skoler eller offentlige skoler i
overensstemmelse med samvittighed.
I adskillige lande kan man trække bidrag til anerkendte velgørende
formål eller registrerede politiske partier fra i skat. I Danmark
kan vi fradrage årlige bidrag, der er tegnet kontrakt om med
anerkendte velgørende institutioner. I England indkasserer
regeringen pengene og lader dem siden gå til det formål,
skatteyderen har udpeget.
Det er teknisk muligt at indføre fredsskat.
Hvor er det mærkeligt, at det er så svært at overbevise folk om
nødvendigheden af at flytte ressourcer fra krig og forberedelse af
krig over til fred og forberedelse af fred. Tanken er især vanskelig
for folk med magt.
Kilder
Fredsskattefonden v/ Kai Lemberg, Sundvænget 9, 2900 Hellerup, tlf.
39 62 00 32.
Fredsskat. Kvækerrådet for Europæiske Anliggende.
Paying for peace: Is it a human right? (Tromsø 2002) Kontaktperson
Bjørg Berg, Mårvejen 7 N – 3124 Tønsberg, Norge.
www.Fredsakademiet.dk
Elsk-værdig sikkerhed. Betænkning om dansk freds- og
sikkerhedspolitik i det 21. århundrede. Fredskommissionen af 1998,
www.fred.dk/fredskat.
Riane Eisler: Skålen og sværdet. Kulturhistorie i et nyt
kønspolitisk perspektiv. Gyldendal 1994.
Riane Eisler: The Power of Partnership. (New World Library 2002)
www.newworldlibrary.com.
|
