|
Fredsskat
Skatten er krigskompleksets hovedkilde. Den er det
led, der forbinder vores daglige arbejde og krigsopbygningen. En
anden vigtig kilde er investeringer – især fra pensionskasser.
Af Geo Horn -
september 2003
Vi må alle forholde os til os selv, vore nærmeste, arbejdsplads,
samfund, nation, globalisering (internationale- og multikulturelle
forhold) og biosfæren. Denne forholden forløber efter to vidt
forskellige modeller: dominansmodellen og partnerskabsmodellen.
Dominansmodellen eller herskerkulturen er hierarkisk og autoritær og
kontrollerer ved hjælp af skyld, frygt og magt. Det er OS og DE
ANDRE, og hvis de andre bliver vore fjender, skal de besejres eller
ødelægges.
Man kunne have håbet, at verden efter den kolde krig var kommet på
bedre tanker og havde indset herskerkulturens fallit og var slået
ind på partnerskabsmodellen, hvor det personlige forhold til de syv
essentielle livsområder fra indledningen forløber på en helt anden
konstruktiv måde. Det skete desværre ikke.
Efter 2. verdenskrig fik vi også et fredshåb. Også den gang valgte
vi forkert. I l948 begyndte et våbenkapløb, der siden har forbrugt
tusinder af milliarder af dollars, uden vi har fået mere fred og
sikkerhed. Herskerkulturen i øst og vest lovede ellers med de
ultimative våben at skaffe os ultimativ sikkerhed. Vi blev snydt. Nu
er krigen mod terror i fuld gang. Det er os mod de andre. Igen
bliver vi snydt. Herskerkulturen bruger stadig astronomiske summer
destruktivt. Det kræver menneskeliv og penge.
Skatten er krigskompleksets hovedkilde. Den er det led, der
forbinder vores daglige arbejde og krigsopbygningen. En anden vigtig
kilde er investeringer – især fra pensionskasser. Ønsket om en
sikker alderdom giver risiko for en usikker dagligdag.
Militærskat er økonomisk mandat til staten til at planlægge,
forberede og udkæmpe krig. Det bringer mennesker i en alvorlig
samvittighedskonflikt. Af den udspringer tre vigtige spørgsmål:
Er det en menneskeret at nægte at slå ihjel?
Er det en menneskeret at nægte at lære andre at slå ihjel?
Er det en menneskeret at nægte at betale andre for at slå ihjel?
Drab ved stedfortræder fritager ikke den passive borger for skyld.
Vi står med et etisk problem om skyld og ansvar. Hos dem, der bruger
våbnene. Dem, der betaler for dem. Dem, der producerer dem, og dem,
der investerer i våbnene.
I dag har vi i princippet lov til at forkaste krig, men samtidig
tvinges vi til at gøre krigen mulig med økonomiske midler.
Traditionen siger, der er en pligt til at betale til
forsvaret/krigen. Hvorfor er der ikke en pligt til at betale til
freden?
Jamen, den skaffer forsvaret jo!
Gør det? Al menneskelig erfaring viser det modsatte. Især i disse
tider behøver vi ikke lede efter eksempler.
I et demokrati bør et mindretal ikke stilles over for en
samvittighedskonflikt, der kun kan løses ved at bryde loven. Vi har
samvittighedsfrihed. Vi har ytringsfrihed og religionsfrihed. Vi har
retten til at nægte at slå ihjel. Vi kan blive militærnægtere.
Militærnægtelse er et første skridt på vejen. Men militærnægteren
betaler stadig andre for at gøre det, han ikke selv vil. Dertil
kommer, at nægtelse af militærtjeneste i stigende grad bliver
irrelevant, fordi den moderne krig mere har brug for smart isenkram
end for soldater, og de soldater, man får, vil være professionelle
soldater.
Det må høre til en persons frihed at kunne nægte at acceptere og at
samarbejde med henblik på den største af alle forbrydelser, krigen.
Samvittighedskonflikten kan løses ved at indføre en fredsskat. Det
er ikke skattenægtelse. Det er skatteomlægning. Skatteborgeren
oplyser på selvangivelsen, at vedkommende ønsker, at det beløb, der
normalt ville gå til militæret, i stedet går til en fredsfond, der
så anvender pengene til positive og kreative formål
(partnerskabskultur) i stedet for til herskerkulturens negative og
destruktive formål.
Ved hjælp af lovgivning om fredsskat kan man på demokratisk vis
fremme fred og udvikling. Borgeren får selv indflydelse på pengenes
anvendelse, hvilket er i god overensstemmelse med den herskende
ideologi. Målet for Anders Fogh Rasmussens regering er at skabe
større, individuel valgfrihed inden for den offentlige sektor.
Regeringen ønsker, at folk skal have frihed til selv at vælge
sygehus, læge, børnehave, skole, hjemmehjælp, plejehjem,
fagforeningsmedlemskab og pensionsopsparing. Ingen af de områder kan
etisk eller moralsk sammenlignes med valget vedrørende drab ved
stedfortræder. Krig er et essentielt problem, der berører
fundamentale rettigheder i samfundet. Det handler om livet,
menneskets værdighed og legaliteten. Politik skal respektere
borgerne og kæmpe for borgernes bedste og ikke for særinteresser.
Dem, der føler, de har brug for et militært system, kommer selv til
at betale for det – i modsætning til i dag, hvor skatteunddragelser
oftest findes hos forsvarstilhængerne (bl.a. de multinationale). Man
bør også tænke på. at penge, der investeres i civile formål, giver
større samfundsmæssigt udbytte end de, der investeres i militære
formål (FN rapport fra 1980´erne).
En fredsskat er et ja til fred, retfærd og udvikling. Den er en
etisk investering og på linje med militærnægtelse. Den er et bidrag
til FNs 10-år viet til ”Fredskultur og ikke-vold for verdens børn” –
og til alle menneskerettighedserklæringer og –konventioner.
Fredsskat er udtryk for social ansvarlighed parret med ønsket om
fuldt ud at deltage i samfundets fredelige udvikling. Den er en
demokratisk nyskabelse til støtte for international retsorden og
demokrati, samt forsvar for menneskers frihed og samvittighed.
Fredsskat er solidaritetsarbejde og et indlæg fra
partnerskabskulturen mod herskerkulturen.
Parlamenterne i otte lande er blevet præsenteret for forslag om lov
om fredsskat: Australien, Tyskland, Italien, Nederlandene, Norge,
Storbritannien og USA.
Der er kampagner for fredsskat eller militærskattenægtelse i 17
lande. Bag dem står bevægelser, der benytter ikkevoldelig, civil
ulydighed med det formå at forhindre at krigssystemet får penge.
Danmark har de sidste 13 år haft en privat Fredsskattefond med
frivillige bidrag fra enkeltpersoner.
Den første indvending mod fredsskatten er, at det ikke kan lade sig
gøre. Men det passer ikke. Der er præcedens. Der er kirkeskatten,
hvor man direkte slipper for en del af skatten, der ellers går til
kirken. Der er DIS-ordningen (sømandsskat), hvor skibsrederen af
konkurrencegrunde slipper for en del af skatten.
Lønmodtagerne har siden l990 haft ret til at nægte at arbejde med
produktion af krigsmateriel (liv, ære, velfærd-paragraffen). Og så
er der den civile værnepligt, militærnægterordningen.
Det er således praktisk muligt med valgfrihed og omdirigering af
skat. Eksemplerne viser samtidig, at der er en sammenhæng mellem en
bestemt indkomst og udgift på statsbudgettet, hvilket er en anden
indvending.
Regeringer har altid indkrævet skatter til særlige formål. Her føler
nogle få eksempler.
Svejts.
En national forsvarsskat, som fik nyt navn i 1983: direkte
forbundsskat.
Er man mellem 20 og 50 år (visse undtagelser) og ude af stand til
militærtjeneste, så skal man betale en særlig skat.
Canada.
I 8 ud af 10 provinser kan skatteyderne vælge at betale deres
skoleskat enten til religiøse skoler eller offentlige skoler i
overensstemmelse med samvittighed.
I adskillige lande kan man trække bidrag til anerkendte velgørende
formål eller registrerede politiske partier fra i skat. I Danmark
kan vi fradrage årlige bidrag, der er tegnet kontrakt om med
anerkendte velgørende institutioner. I England indkasserer
regeringen pengene og lader dem siden gå til det formål,
skatteyderen har udpeget.
Det er teknisk muligt at indføre fredsskat.
Hvor er det mærkeligt, at det er så svært at overbevise folk om
nødvendigheden af at flytte ressourcer fra krig og forberedelse af
krig over til fred og forberedelse af fred. Tanken er især vanskelig
for folk med magt.
Kilder:
1. Fredsskattefondens materiale om forslag til indførelse af
fredsskat. Fredsskattefonden v/ Kai Lemberg, Sundvænget 9, 2900
Hellerup, tlf. 39 62 00 32
2. Fredsskat. Kvækerrådet for europæiske anliggende.
3. Paying for peace: Is it a human right? (Tromsø 2002)
Kontaktperson Bjørg Berg, Mårvejen 7 N – 3124 Tønsberg, Norge.
4. www.fredsakademiet.dk
5. Elsk-værdig sikkerhed. Betænkning om dansk freds- og
sikkerhedspolitik i det 21. århundrede. (Fredskommissionen af 1998,
www.fred.dk.)
6. Riane Eisler: Skålen og sværdet. Kulturhistorie i et nyt
kønspolitisk perspektiv. Gyldendal 1994.
7. Riane Eisler: The Power of Partnership. (New World Library 2002,
14 Pamaron Way, Novato, Californien 94949, USA)
www.newworldlibrary.com. (grundig gennemgang af vejen til en
Partnerskabskultur).
|