|
NATO-udvidelse?
NATO-udvidelsen eller Samarbejds- og
Sikkerhedsaftalen mellem NATO og Rusland.
Af Erik Lau Christensen - Fredsskattefonden -
juni 1997
De vest-, mellem- og østeuropæiske lande har et ønske om at undgå
gentagelse af de krigskatastofer, som to gange inden for dette
århundrede har hærget Europa. USA og andre lande uden for Europa har
et tilsvarende ønske om at undgå, at sådanne katastrofer atter
inddrager udenforstående lande i krige med tab af menneskeliv og
materielle værdier til følge.
Smertelige krigserfaringer gør det vanskeligt for parterne indbyrdes
at tro på udtalelser og traktattekster. Krig bygger på bedrag over
for fjenden, og udtalelser og traktater har tidligere været brugt
til at narre fjenden. De realpolitiske kendsgerninger ses normalt på
baggrund af handlinger frem for ord.
Dyrekøbte krigserfaringer bekræfter parterne i deres opfattelse af
magtens nødvendighed. Frygten for svig sikrer investeringer i
militær opbygning hos alle parter, medmindre en paradoksal,
alternativ handling bryder den selvforstærkende frygt for svig. En
paradoksal, alternativ handling kan med succes gennemføres af den
stærke part, og er en bevidst svækkelse af egen magt for at skabe
ligeværdighed mellem tidligere fjender. En sådan paradoksal handling
er det eneste, som på troværdig vis kan overbevise den svage part om
den gode, fredelige hensigt hos den stærke part.
Man kan opfatte aftalen mellem NATO og Rusland om Samarbejde og
Sikkerhed delvist som en paradoksal, alternativ handling fra NATOs
side, fordi man tilsyneladende åbner sig for russisk kontrol af og
indflydelse på NATO-anliggender. Også Rusland er i traktaten
forpligtet til åbenhed og vilje til at bruge fredelige midler til
bilæggelse af evt. konflikter, også over for trediepart. Hvis
tekstens indhold tages for pålydende, vil aftalen yde al den
sikkerhed, som også mellem- og østeuropæiske stater måtte ønske sig,
uden medlemskab af NATO. Man kunne så trygt nedruste egne styrker i
tillid til de gode hensigter i Rusland og hos NATO-pagtlandene, og
den erklærede støtte til FN og OSCE som freds- og
sikkerhedsorganisationer.
Kunne man forestille sig, at NATO-landene revurderede behovet for
udvidelse med nye, mellem- og østeuropæiske lande i lyset af den
meget flotte traktat, som Rusland nu har undertegnet sammen med
NATO-alliancens medlemslande?
Ja, hvorfor ikke?
Kunne man tilsvarende tænke sig, at de mellem- og østeuropæiske
lande ville genoverveje deres ansøgning om medlemskab af NATO i
lyset af den nye traktat?
Ja, hvorfor ikke?
Hvis man vil svare nej til disse spørgsmål, må man begrunde det.
Hvilken begrundelse er tænkelig? At traktaten ikke er ment, som den
er skrevet? Er der andre muligheder? Hvis traktaten er skrevet med
en anden mening, end den, vi kan læse, hvad er så meningen?
For at finde svaret, må vi se realpolitisk på situationen. NATO
påtænker at optage 3 eller flere mellem- og østeuropæiske lande i
alliancen. Optagelsesbetingelserne er bl. a. anskaffelse af
standard-NATO våben og -systemer. Der skal altså foretages massive
investeringer i ny, militær udrustning midt i Europa. Hvorfor det?
Jo, i tilfælde af krig kan man jo ikke være afhængig af fjendens
våbenindustri, men må alene trække på alliancens våbenindustri!
Realiteterne er altså en faktisk oprustning i midt- og østeuropæiske
lande med NATO-våben.
Vi kan se to mulige årsager: At NATO eller enkelte af
NATO-alliancens medlemslande har en skjult dagsorden om krig i
Østeuropa, eller at våbenindustrien og nationaløkonomien i
NATO-landene har behov for en vækstrate, som kun kan opnås ved at
udnytte de svage, midt og østeuropæiske landes frygt for svig og
krig.
Hvilke af disse muligheder som er udtryk for sandheden kan vi ikke
vide idag. Vi kan i alt fald konstatere, at såfremt NATO-alliancen
mener det seriøst, de har underskrevet som traktat med Rusland, så
må den naturlige konsekvens være, at man frafalder tankerne om
udvidelsen af NATO mod øst, eller i det mindste, i erkendelse af
fraværet af en konkret krigstrussel inden for mange år frem,
frafalder kravet om anskaffelse af NATO-våben og -systemer i de nye
medlemslande.
Fredsskattefonden arbejder i Danmark for udvikling af alternative
modeller til sædvanlig, militær sikkerhed og konfliktløsning. Vi
tror mindre og mindre på de militære løsninger, og vi mangler den
alternative dimension såvel i dansk som vestlig sikkerhedspolitik.
p.f.v.
Erik Lau Christensen
|
